Kategorier
Beskæring af træer

Beskæring af æbletræer

Ønsker du også at kunne gå ud i din have og plukke flotte og lækre æbler, som du kan spise, og bruge til madlavningen. Det giver en utrolig dejlig følelse at bage og lave mad med lækre friske sager, som man har plukket fra egen have, så det forstår vi godt. Dog er der lige et par gode råd, som man kan følge for at opnå de bedste æbler. Der er ikke meget ved, hvis man plukker sine æbler, og de er smagløse og små. 

En af de ting man kan være opmærksom på at gøre korrekt er nemlig at beskære dit æbletræ. Du kan beskære dit æbletræ, uanset om det er nyt eller gammelt. Dette emne vil vi i denne artikel hjælpe med at belyse, så du også kan opnå et rigt befrugtet æbletræ.

Hvorfor er det nødvendigt at beskære et æbletræ

Det er nødvendigt at beskære dit æbletræ for, først og fremmest, at give det den rigtige form. Den rigtige form er selvfølgelig et vidt begreb, som kan fortolkes på mange måder. Dog er det egentlig til en vis grad op til dig selv, hvilken form du finder pænest. Når vi siger en vis grad, så mener vi selvfølgelig, at der er et par råd, som du skal holde dig indenfor for at opnå det bedste resultat. Dem vil vi komme ind på under afsnittet ‘hvordan beskæres et æbletræ’.

Ud over at bestemme formen så sørger en korrekt beskæring også for, at dit æbletræ har bedst mulighed for at producere nogle æbler, der smager dejligt og lækkert. Det er nemlig vigtigt, at der ikke gror for mange æbler på træet i forhold til, hvad der er blade. Det er nemlig bladene på træet der producere de sukkerstoffer, som får æblet til at vokse sig stort og sødt. Hvis ikke der er nok blade på træet i forhold til den store mængde æbler, vil du i stedet opleve at høste en masse små æbler uden særlig meget smag. Du får altså her kvantitet frem for kvalitet, og det er ikke det, de fleste ønsker. 

Den sidste grund til at det er nødvendigt at beskære dit æbletræ er, at det er vigtigt at holde kronen på træet åben og lys. På denne måde sikrer du, at der kommer rigeligt med lys ned gennem træet. Lys er utrolig vigtigt, da det er dem, der sikrer, at bladene kan producere nok sukker. Dette kaldes også for fotosyntesen. Det er også lyset, og varmen derfra, som sørger for at mindske risikoen for, at der går svampeinfektion i træet, og dette ønsker du bestemt ikke. En åben og lys krone er altså et must for et sundt træ. 

Hvordan får man mest muligt ud af sit æbletræ

Jo bedre du passer dit træ, desto flere lækre og flotte æbler får du ud af det. Men hvordan sørger man så lige for det? Først og fremmest er det vigtigt at du det første år, uanset årstid, sørger for at vande dit træ jævnligt. Dit træ har nemlig ikke nået at sætte dybe nok rødder endnu til at kunne udnytte regnvandet optimalt. Når du vander træet, skal du hellere vande for meget end for lidt, så du på denne måde hjælper træet på vej til at sætte dybe rødder, som når langt ned i jorden. Hvis du ikke vander dit træ nok, vil den derimod danne rødder i det øverste jordlag, hvor vandet ligger, og dette gør ikke dit træ særlig modstandsdygtig over for storm samt tørkeperioder. 

Derudover skal man huske at fjerne ukrudt og andre planter rundt om æbletræet. Disse planter konkurrerer nemlig med dit æbletræ, om det vand der skulle være. 

Sidst men ikke mindst er det vigtigt kun at beskære dit træ, når der er behov for det. Det er altså umiddelbart kun hvis der skal laves udtynding i træet grundet for mange frugter, eller hvis træets kroner er for tæt. Du skal hellere beskære lidt for lidt end for meget. Det er vigtigt at beskære de grene væk, som er syge eller ødelagte, da disse kan være ekstra udsatte over for sygdomme. 

Hvornår skal et æbletræ beskæres

Der er forskel på hvornår og hvor ofte, æbletræet skal beskæres. Dette er umiddelbart en vurderings sans. Og der er mange forskellige bud på, hvornår det er det bedste tidspunkt at beskære sine frugttræer. Dog er det en god ide at beskære træet første gang, når det er helt ungt og derefter holde det vedlige hvert år. Når du planter et nyt æbletræ, vil du allerede her kunne beskære det første gang, for at sikre at der kommer masser af nye skud på. Derefter beskærer man det typisk en gange årligt, hvis behovet er der. 

Man beskærer typisk æbletræet i sommerperioden. Dette vil være fra første juli til og med midt september. Hvis du beskærer dit træ i blomstringsperioden/start sommer vil træet bruge meget energi på at lave mange nye skud. Dette kan selvfølgelig være godt, hvis du ønsker et æbletræ med meget fylde. Dog er det ofte, ikke det man ønsker, hvis man fokuserer på at få gode frugter. Hvis træet ikke har haft tendens til at lave særlig mange æbler, kan det ofte også være en god ide at vente med at beskære det til efter d. 1 august. Her vil træet i stedet for at lave nyvækst nemlig fokusere på at lave blomsterknopper. Disse blomsterknopper vil til næste år give masser af dejlig frugt. Ved at vente til den første august vil du nemlig give træet mulighed for at skabe flere frugter, i stedet for flere skud som bliver til grene. 

Det handler altså om at vurdere, hvad træet har brug for. Flere æbler eller flere blade. Her er det vigtigt at huske på, hvad vi tidligere i artiklen nævnte. Nemlig at der skal være nok blade til hvert stykke frugt for at få et dejlig smagfuldt æble. Man siger at der som tommelfingerregel skal være omtrent 20 blade per æble. 

Hvilke grene er mest optimale at skære væk

Når du skal igang med at beskære dit træ, er det værd at vide et par grundregler, inden du går igang. Når du starter med at vurdere, hvordan du ønsker at beskære træet, kan du med fordel starte med at gå efter disse typer grene:

  • Grene der vokser lodret. Lodrette grene er med til at fylde i kronen, og dermed sørge for at der ikke kommer nok lys ned igennem kronen. Derudover vil lodrette grene heller ikke bære på lige så mange frugter som de vandrette grene, og de er derfor mindre betydelige
  • Grene der vokser ind mod træet. Disse grene som søger ind mod stammen eller kronen er også med til at skygge for solen. Derudover vil disse grene kunne genere træet, da de på sigt vil kunne komme til at gnide sig op ad de andre grene og dermed danne sår i barken. 
  • Til sidst er det vigtigt at skære syge grene af, samt grene som er knækket. Disse grene kan være med til at svække træet mod svampeinfektion. Knækkede grene som alligevel ikke er til nogen hjælp vil også skygge unødvendigt for træet, og de kan derfor lige så godt fjernes.

Det er vigtigt, når du beskære et træ, at du ikke laver for mange klip. Du skal derfor hellere fokusere på de større grene, som er med til at skygge og fylde i kronen, end at rette på en masse små grene. Dette er for at undgå at lave for mange sår på træet og dermed svække det. 

Hvordan beskæres et æbletræ

Når du har udset dig en gren, der skal afskæres, skal du lægge snittet lige uden for grenkraven. Her er det yderst vigtigt, at du ikke kommer til at skære i selve grenkraven, da du så vil ødelægge den. Det er nemlig grenkraven, som sørger for at hele såret, og uden den vil træet være yderst svækket. Tværtimod må du heller ikke lægge snittet for langt ude på grenen, så der efterlades en stump. Udover at det ikke ser særlig kønt ud med en masse stumper rundt på træet, så vil det også besværliggøre helingsprocessen for træet. Grenkraven vil nemlig have svært ved at nå ud over stumpen. Stumpen vil nemlig ikke kunne hele sig selv, da den vil være død. 

Når du har foretaget et par klip, vil vi anbefale at du træder tilbage og kigger på træet. Her vil du nemmere kunne se hvilke grene, der stadig skygger en del, og hvilke grene du måske ikke behøves at skære væk alligevel. 

Hvilke redskaber vil være optimale at bruge

I og med at du bør gå efter de større grene på træet, og ikke de små, vil det være optimalt at gøre brug af en elektrisk grensaks. Med en elektrisk grensaks vil det være muligt at nå det øverste grene. Mange af disse elektriske grensakse fås nemlig med et langt skaft. I og med at du ikke selv behøves lave store armbevægelser for at udføre klippet, er det derfor nemt at få fat på de grene, du ønsker skal skæres væk. Blot med et klik på en knap så sørger grensaksen selv for selve klippet. Dette er en dejlig nem måde at få beskåret dit æbletræ på.

Vi håber at denne artikel har været informativ og hjulpet dig til at få en større forståelse for, hvordan man beskærer et æbletræ, så du får mest muligt ud af det.